Tiden efter behandling af rhinophyma (kartoffelnæse)

Her finder du svar på, hvad du kan forvente dig i tiden efter din behandling med laser

En laserbehandling af rhinophyma (kartoffelnæse) er den bedste måde til at genskabe næsens naturlige konturer. 

For at beskytte mod bivirkninger er det vigtigt, at du følger nedenstående vejledning. Dermed sikres det bedste forløb i den første tid efter din behandling.

Nedenfor finder du information om

  1. Hvordan du skal pleje din nye hud efter behandlingen
  2. Hvad du kan forvente i den første tid efter din behandling

Hvordan skal huden plejes efter din laserbehandling?

Hudlægen sørger for at informere dig grundigt både før som efter din laseroperation, så du ikke er det mindste i tvivl om efterforløbet.

Du finder i øvrigt grundig information om, hvordan huden skal plejes efter laserbehandlingen her.

Hvordan ser huden ud efter behandlingen?

I den første tid efter din laserbehandling for rhinophyma er det normalt, at huden væsker og der kan være punktvise småblødninger i huden. Efterhånden kommer der sårskorper på næsen.

Den nye hud dannes hos de fleste langsomt over 10-14 dage, men hos nogen tager det længere tid. Helingstiden afhænger af flere forhold, herunder hvor god du er til at hele samt størrelsen af rhinophymaen.

Efterhånden som der dannes ny overhud, begynder næsen at se pænere og pænere ud.

Ubehag i huden

Mod smerter og ubehag i huden må du indtage smertestillende tabletter i anbefalede doser. Medicinen får du i håndkøb på apoteket.

Desuden kan det være rart at få lidt kølende på huden såsom frosne ærter fra fryseren indpakket i servietter, som lægges på det behandlede område i 10 minutter ad gangen hver time det første døgn.

Mild kløe i huden er normalt i den første tid efter behandlingen.

Rødme

Du skal forvente, at en let rødme kan persistere i flere uger efter din laseroperation.

Rødmen aftager gradvist over et par måneder for til sidst at forsvinde helt. Rødme i huden kan evt. kamufleres med en mineralsk pudder ved behov.

Arbejde

Vi anbefaler, at du arbejder hjemmefra de første 2 uger efter din laseroperation. Det er som regel den tid, det tager, før huden er intakt efter behandlingen. Hos nogle kan det tage længere tid, før huden ser normal ud igen.

Svømmehal og havbad

Dette må genoptages, når huden er helet pænt op igen.