Behandling af arveligt hårtab
Undgå fejlbehandling med en grundig forundersøgelse
At tabe håret kan være både frustrerende og bekymrende, ligesom det også kan sætte sine spor rent mentalt. Måske er du ekstremt opmærksom på, hvor synligt hårtabet er, eller om det forværres. Eller måske påvirker hårtabet, hvor meget du har lyst til at vaske og rede dit hår, eller hvordan du sætter det.
Hos ALBA Privathospital finder du nogle af landets førende specialister inden for behandling af hårtab, og det gælder selvfølgelig også, når der er tale om arveligt hårtab – i fagsprog kaldet androgenetisk alopeci eller arvelig alopeci.
Det er den mest almindelige form for hårtab hos både mænd og kvinder, men hvor det hos mænd kan vise sig allerede i teenageårene, oplever kvinder oftest denne form for hårtab nogle år senere eller i forbindelse med overgangsalderen.
Uanset om du allerede har fået konstateret arveligt hårtab, eller gerne vil have dit hårtab og dine behandlingsmuligheder evalueret nærmere, står vi klar til at hjælpe.
Vi tilbyder ikke bare de mest effektive behandlingstyper, der bl.a. kan begrænse hårtabet, re-aktivere hårsækkene, og øge hårets tæthed – vores speciallæger i dermatologi lægger også altid stor vægt på at skræddersy en behandlingsplan, der er målrettet netop dine udfordringer og behov.
Ved dit første besøg kan du således forvente en detaljeret snak om dine symptomer, ligesom speciallægen vil kigge nærmere på dit hår og hovedbund og foreslå eventuelle behandlingsmuligheder.
Jo før, du får identificeret og behandlet hårtabet, jo bedre, da det giver de bedste forudsætninger for at bremse processen og forbedre hårets vækst.
Bestil tid allerede i dag til en konsultation og få en snak om, hvad der måske kan hjælpe i lige præcis din situation.
En undersøgelse kan bl.a. være gavnlig for dig, der:
- har et hårtab udover det normale (gennemsnitligt er det normalt at tabe 50-100 hårstrå dagligt)
- har bemærket en generel udtynding af håret
- oplever en øget synlighed af hovedbunden, især ved hårgrænsen
- føler, at hårstråene knækker lettere end normalt
Nedenfor kan du læse mere om arveligt hårtab og eventuelle behandlingsmuligheder.
Hvad er de typiske symptomer på arveligt hårtab?
De mest almindelige symptomer på arveligt alopeci er gradvis udtynding af hårpragten, der i reglen udvikler sig over en årrække. Arveligt hårtabet kan også vise sig ved periodevis øget hårfældning – særligt som debutsymptom.
Generelt ses:
- udtynding af håret
- øget synlighed af hovedbunden, især ved hårgrænsen og evt. skilning
- hårgrænsen “flytter” sig og foranlediger højere tindinger
- hårstrå, der knækker lettere end normalt. Håret kan ikke vokse så langt som vanligt
Hvad skyldes arveligt hårtab?
For nogle mennesker er det genetisk bestemt, at de begynder at tabe håret tidligere end andre. Det arvelige hårtab skyldes en kombination af genetik og hormoner. Især mandlige hormoner som dihydrotestosteron (DHT) spiller en væsentlig rolle hos mænd. DHT kan påvirke hårsækkene ved at skrumpe dem, hvilket resulterer i, at de producerer tyndere og kortere hårstrå. Over tid kan hårsækkene helt stoppe med at producere hår. Hos kvinder er mekanismerne ofte en anden og i reglen nært forbundet med hårenes følsomhed overfor bl.a. de kvindelige kønshormoner, herunder østrogen.
Det arvelige hårtab kan komme fra begge sider af familien og kan også springe generationer over, hvilket betyder, at selvom du har en genetisk disposition for hårtab, er det ikke sikkert, at du vil opleve det.
Omvendt kan det også betyde, at mens dine forældre har bevaret deres hår langt op i alderen, vil du måske selv være væsentligt yngre, når du begynder at opleve hårtab.
Hvor almindeligt er arveligt betinget hårtab?
Hårtab er forholdsvis hyppigt blandt europæiske mænd. Eksempelvis ses hårtab (i mild eller svær grad) hos 30% af alle europæiske mænd, når de er fyldt 30 år, hos 50% af alle 50-årige mænd, ligesom op mod 80% har hårtab i en alder af 70 år.
Derudover viser undersøgelser, at op mod 50% af alle kvinder inden halvtredsårsalderen oplever udtynding af deres hårpragt, og for 10-15 % af kvinderne er hårtabet markant.
Kan arveligt hårtab behandles eller begrænses?
Ja. Selvom arveligt hårtab er en naturlig del af aldringsprocessen for de fleste af os, er der flere former for behandlinger, der helt eller delvist kan bremse processen og i bedste fald genoprette hårets vækst.
Som en tommelfingerregel er det dog altid optimalt at iværksætte evt. behandling, inden hårtabet er alt for omfattende. Derfor er det væsentligt, at du allerede tidligt i symptom-fasen bliver tilset af en af vores hudlæger for at få en korrekt diagnose og får fastlagt, hvilken type behandling, der er optimal for dig og dit stadie af hårtab.
Hvordan kan arveligt hårtab behandles?
Hos Alba Privathospital tilbyder vi nogle af landets mest effektive behandlinger mod hårtab, og når vores erfarne speciallæger tilrettelægger behandlingsforløbet, anbefales ofte kombinationsterapi, hvor der inddrages to eller flere typer behandling for at opnå de bedst mulige resultater.
Behandlingsmulighederne kan bl.a. bestå af:
- Hormonbehandling: Hormon-erstatningsterapi (HRT) kan hjælpe med at genoprette hormonbalancen i kroppen og mindske hårtab. Dette er især effektivt, hvis hårtabet skyldes et fald i østrogenniveauet.
- PRP-behandling (Platelet-Rich Plasma): PRP-behandling indebærer injektion af din egen blodplasma i hovedbunden for at fremme hårvæksten ved at stimulere hårsækkene og på sigt forbedre hårtætheden. PRP er altså et 100% naturligt produkt, der består af dine egne vækstfaktorer.
- Minoxidil: Fås som et topisk middel, som påføres direkte på hovedbunden for at stimulere hårvæksten. Men da videnskabelige undersøgelser viser, at virkningen af minoxidil i pille-form er langt højere end minoxidil-væske til hårbunden, arbejder vi også med denne form for receptpligtige minoxidil (oral minoxidil).
- Finasterid eller Dutasterid: Såkaldt 5-alfa reduktase blokerende lægemidler (receptpligtige), der er kendt for at fremme hårvækst og hårtæthed, gøre de enkelte hårstrå tykkere og genoprette den hormonelle balance omkring hårrødderne. Denne behandling er velegnet mod mandligt hårtab og fås enten på pille-form eller til påsmøring af hårbunden.
- Hårtransplantation: På udvalgte af vores klinikker tilbyder vi hårtransplantation mod hårtab. Metoden er velegnet til behandling af arveligt hårtab og foregår ved, at man flytter raske hår fra et område med mange hår (ofte baghovedet og siderne) til et område, hvor man ønsker kraftigere hårpragt (ofte tindinger, isse og krone).
Vores speciallæger kan hjælpe:
Hårtab kan skyldes en bred vifte af årsager, men det er som nævnt altid vigtigt at få en ekspert til at diagnosticere, hvorfor du mister håret, så du kan få den rette behandling.
På Alba Privathospital har vores speciallæger i dermatologi mange års ekspertise inden for deres felt, og det gælder som nævnt også et indgående kendskab til arveligt hårtab, nyeste forskning og forskellige behandlingsmuligheder.
Derfor kan du være helt tryg ved den faglige anbefaling og eventuelle behandling, du modtager.
Udredning og behandling af hårtab begynder altid med en uforpligtende konsultation hos en af vores speciallæger, og i denne forbindelse lægger vi sammen en grundig plan for din behandling.
Efter konsultationen vil du således:
- have fået stillet en diagnose
- have fået undersøgt hår og hovedbund
- evt. have fået taget relevante blodprøver
- have fået udarbejdet en grundig behandlingsplan
- evt. have aftalt opfølgende behandlingskontrol hos speciallægen
Samme speciallæge under hele forløbet, ingen ventetider, og du behøver ikke en henvisning fra din læge
På Alba Privathospital vil du altid blive mødt af samme speciallæge under hele forløbet. Udover at det skaber tryghed for dig, sikrer det samtidig, at speciallægen har et tæt og indgående kendskab til netop din historik og dit behandlingsforløb.
Bestil tid allerede i dag til en konsultation. Du behøver ingen henvisning fra din læge.
Tidsbestilling
Du kan bestille tid online, når det passer dig
Information
Priser for behandling af hovedbund og hårtab
Konsultationer
Tillægsydelser ifbm. konsultation
Bemærk at nedenstående tillægsydelser faktureres i tillæg til konsultationsydelsen.
Behandling mod arveligt hårtab
Recepter
Mindre procedurer
Bedøvelse: Lokal
Analyser
Alle priser er vejledende og kan variere alt afhængigt af dine ønsker for behandlingen, valg af materiale og behandlingens kompleksitet. Den endelige pris besluttes af den speciallæge, sygeplejerske eller anden behandler, som forestår din forundersøgelse.
Spørgsmål & Svar
Arveligt hårtab hos mænd og kvinder - hvad er forskellen?
Hos mænd kaldes arveligt hårtab også for mandligt mønsterhårtab. Mange mænd oplever i et eller andet omfang arveligt hårtab i 50-60-årsalderen, men hos flere sætter hårtabet allerede ind i 20’erne eller 30’erne. Nogle sågar allerede i teenageårene.
Hårtabet for mænd følger gerne et karakteristisk mønster, hvor hårgrænsen gradvist trækker sig tilbage og foranlediger såkaldte “høje tindinger”, men hårtabet kan også ramme toppen af hovedet (issen), hvilket kan resultere i en skaldet plet. I mange tilfælde kan hårtabet føre til næsten komplet skaldethed på issen, mens siderne og bagsiden af hovedet stadig har normal hårvækst.
Hos kvinder er arveligt hårtab mere diffust og rammer ofte hele hovedbunden, hvilket resulterer i generel udtynding af håret, især på toppen af hovedet. Kvinder oplever altså sjældent komplet skaldethed i forbindelse med arveligt hårtab, men kan opleve en mærkbar reduktion i hårets volumen. Desuden kan der være en markant øget synlighed af hovedbunden, især i midterskilningen og ved tindingerne, også selvom hårgrænsen som sådan bevares.
Hvordan stilles diagnosen arveligt hårtab?
På ALBA Privathospital har vores hudlæger, der er speciallæger i dermatologi, eksperten inden for bl.a. hårtab og vil kunne stille diagnosen ved at vurdere hårtabet og dets udseende, eventuelt suppleret af blodprøver. I tvivlstilfælde kan der tages en biopsi fra hårbunden som led i udredningen, primært for at udelukke andre årsager til hårtabet.
Hvordan udvikler hårtabet sig over tid?
Hårtab, der er genetisk betinget, udvikler sig gerne over tid og kan dermed forekomme mere diskret end andre former for hårtab. Men hårtabet kan også vise sig mere pludseligt og i perioder forekomme mere intenst.
Hvad skyldes hårtab?
Hårtab kan have flere årsager, herunder arvelige forhold, hormonelle ændringer, sygdom i hårbunden eller påvirkning fra medicin og stress. For at kunne vælge den rette behandling er det vigtigt at få stillet en korrekt diagnose hos en hudlæge. Du kan læse mere om hårbundssygdomme og behandling af hårtab her
Hvordan undgår man hårtab?
Det afhænger af årsagen til hårtabet. I nogle tilfælde kan behandling bremse eller reducere hårtabet, mens det i andre tilfælde ikke kan forebygges. En tidlig vurdering hos en hudlæge øger mulighederne for effektiv behandling.
Er hårtab arveligt?
Ja, den mest almindelige form for hårtab er arvelig og skyldes en genetisk betinget påvirkning af hårsækkene. Denne type hårtab udvikler sig typisk gradvist over tid. En hudlæge kan vurdere typen af hårtab og rådgive om relevante behandlingsmuligheder.
Hvor meget hårtab er normalt?
Det er normalt at tabe mellem 50 og 100 hårstrå dagligt som en del af hårets naturlige vækstcyklus. Hvis du oplever øget hårtab eller tydelig udtynding, bør det vurderes af en hudlæge for at afklare årsagen.
Læs hvad andre patienter siger om deres oplevelse hos Alba Privathospital









