Hos ALBA Privathospital anvender vi blandt andet det receptpligtige lægemiddel Finasterid, når vi behandler arveligt hårtab hos mænd. 

Finasterid har veldokumenteret effekt og er en anerkendt behandling, der i mange tilfælde kan være med til at bremse udviklingen af arveligt hårtab. Samtidig understøttes bevarelsen af det eksisterende hår, og ofte vil hårets tæthed på sigt også øges væsentligt. 

Hvorfor taber mænd så ofte håret?

Arveligt hårtab er den mest almindelige årsag til hårtab hos mænd, og for mange starter processen allerede i 20’erne eller 30’erne. Tilstanden kaldes også androgent eller androgenetisk hårtab og skyldes, at hårrødderne er særligt følsomme over for hormonet DHT (dihydrotestosteron), som dannes ud fra testosteron.

Når DHT påvirker hårsækkene over tid, bliver hårrødderne gradvist mindre og svagere. Derfor bliver hårstråene tyndere, vokser i kortere tid og falder lettere ud. Samtidig tager det længere tid for nye hår at vokse frem, og kraftige hår kan med tiden blive erstattet af fine, næsten dunlignende hår.

Mange mænd oplever, at udtyndingen begynder ved tindingerne og issen, mens håret i siderne og baghovedet ofte bevares. Det skyldes, at hårrødderne her ikke er lige så følsomme over for DHT.

Før & efterbilleder:

Nedenfor ser du eksempler på resultater fra et udsnit af vores patienter. Resultaterne opnås typisk ved en kombination af medicinsk behandlingsforløb i kombination med PRP-behandlinger.

Finasterid som behandling mod hårtab

Finasterid findes både i tabletform og som topikal behandling, der påføres direkte i hovedbunden. I nogle tilfælde kan behandling med Finasterid stå alene, men lægemidlet kan med fordel også indgå som en del af et samlet behandlingsforløb. Det afhænger af årsagen til hårtabet og den enkelte patients behov og situation. For at opnå det bedste resultat anbefaler vi dog som hovedregel, at Finasterid kombineres med en eller flere andre behandlingsformer, herunder:

  • oral minoxidil eller topikal minoxidil
  • PRP-behandling (Platelet-rich Plasma)

Hvordan virker Finasterid mod hårtab?

Ved androgenetisk hårtab er hårsækkene særligt følsomme over for hormonet DHT, som over tid får hårsækkene til at skrumpe, og hårstråene til gradvist at blive tyndere og svagere.

Finasterid virker ved at reducere dannelsen af DHT og kan dermed være med til at bremse den proces, der forårsager hårtabet. Således kan Finasterid blandt andet hjælpe med at: 

  • modvirke fortsat hårtab
  • bidrage til forbedret hårvækst
  • forbedre hårets tæthed og kvalitet
  • gøre de enkelte hårstrå tykkere og kraftigere
  • forlænge vækstfasen af de enkelte hår
  • genoprette balancen omkring hårrødderne

Hvorvidt behandling med Finasterid er relevant, afhænger af den konkrete årsag til hårtabet og vurderes altid individuelt af en af vores speciallæger i dermatologi. 

Ved hårtab hos kvinder vil behandlingen typisk baseres på andre behandlingsmetoder afhængigt af årsagen til hårtabet.

En mand ligger ned på en klinikstol mens en medarbejder fører et håndholdt diagnostisk apparat tæt på hans hoved, og observerer hårlinjen.

Grundig rådgivning, udredning og skræddersyet behandling

Oplever du hårtab, og er du usikker på, hvad det skyldes – eller ønsker du at få afklaret, hvilken behandling, der er den rette for dig, står vi klar til at hjælpe.

Vores team af speciallæger består af nogle af landets mest erfarne fagfolk og førende eksperter inden for udredning og behandling af hårtab. Vi lægger altid stor vægt på grundig rådgivning, realistiske forventninger og individuelt tilpassede behandlinger, og vores brede vifte af behandlingsmuligheder gør det muligt at skræddersy et målrettet forløb til den enkelte patient. 

Første skridt er altid en konsultation hos en af vores speciallæger i dermatologi (hudlæger), hvor vi blandt andet ser på: 

  • hårtabets mønster og omfang
  • hovedbundens tilstand
  • symptomer og sygdomshistorik
  • eventuelle belastningsfaktorer

Hvis relevant, kan vi også supplere med yderligere undersøgelser som eksempelvis blodprøver eller vævsprøver (biopsi). På baggrund af den samlede vurdering rådgiver vi dig grundigt om dine behandlingsmuligheder og kan tilrettelægge en individuel behandlingsplan – altid skræddersyet til dine behov. 

Som hovedregel er det en fordel at iværksætte behandling mod hårtab så tidligt som muligt. Vi anbefaler derfor, at du bestiller tid til en indledende konsultation, hvis du oplever begyndende hårtab.

Bestil tid til konsultation