Pleje af den nye hud efter behandling med CO2 laser

Her finder du svar på, hvordan den nye hud skal plejes efter din laserbehandling

Laserbehandling med CO2 laser er en effektiv behandling, der i reglen giver fremragende resultater. Den første tid er præget af, at den gamle hud erstattes med ny og finere hud. Helingen varierer typisk fra få dage til adskillige dage afhængigt af, hvad der behandles.

Nedenfor finder du mere generel information om, hvordan du skal pleje den nye hud efter din laserbehandling, indtil huden er intakt igen.

Det er vigtigt, at du følger vejledningen for at beskytte mod bivirkninger. Dermed sikres det bedste forløb i den første tid efter din behandling.

Sådan skal huden plejes efter din laserbehandling

Huden må skylles med koldt eller lunkent vand. Det kan fx gøres i forbindelse med et dagligt brusebad. Du skal ikke være nervøs for, at hårshampoo løber ned over ansigtet, når du blot skyller efter med rent vand.

For at beskytte mod infektion i huden skal du den første uges tid efter din laserbehandling følge nedenstående plan:

  1. Fugte huden med eddikevand morgen og aften
  2. Påføre levertransalve på huden nogle gange dagligt

Eddikevand

Morgen og aften skal huden fugtes med eddikevand for at beskytte den nye hud mod infektion. Eddikevandet laves af ½ liter kogt, afkølet vand tilsat et hættemål almindelig, hvid eddike. Gazeservietter eller kogte bomuldsklude fugtes i eddikevandet og pålægges huden 2 gange dagligt i 10 minutter ad gangen.

Levertran salve

Du må anvende levertran salve til at give huden fugt. Dette gøres flere gange dagligt og sikrer, at der ikke dannes tykke sårskorper, som kan give grobund for infektion.

Solbeskyttelse

Husk også, at du skal beskytte huden mod solen i de første 3-6 måneder efter laserbehandling ved at søge skygge og anvende solcreme. Anvender du konsekvent solcreme med høj solfaktor (SPF +50) er risikoen for pigmentforstyrrelser meget begrænset.

Booking af behandling

Forundersøgelsen til behandlingen er naturligvis uforpligtende. Det betyder, at du har mulighed for at overveje, om  behandlingen er noget for dig. Beslutter du dig for, at du ønsker behandling, kan du allerede umiddelbart efter din forundersøgelse aftale tid til behandling.

Du kan også kontakte os senere­ for at bestille tid til behandling. Så finder vi sammen­ en tid til din behandling.