Det kan naturligvis give anledning til bekymring, hvis håret pludselig begynder at tynde ud, og du har fornemmelsen af, at du taber mere hår end normalt.

Måske er der tale om telogen effluvium, som kan opstå som en midlertidig – og almindelig – reaktion på fysisk eller psykisk belastning, og her kan behandling med PRP (Platelet Rich Plasma) i visse tilfælde være med til at understøtte hårets genvækst og forbedre hårets tæthed. 

Hvad er telogen effluvium?

Telogen effluvium er en af de hyppigste årsager til pludseligt og stress-relateret hårtab, og viser sig ved, at håret gradvist udtyndes over hele hovedbunden (såkaldt diffust hårtab). Ved telogen effluvium går 30-50 % flere hår end normalt nemlig ind i hårets hvilefase (den telogene fase), og efter nogle måneder vil disse hår begynde at falde af. 

 Tilstanden kan blandt andet udløses af:  

  • stress
  • infektionssygdomme 
  • større operation
  • hurtigt vægttab
  • hormonelle forandringer
  • graviditet og fødsel
  • vitamin- eller jernmangel
  • medicin

Telogen effluvium viser sig ofte først 2-4 måneder efter den udløsende faktor. Mange oplever derfor hårtabet som pludseligt, selvom processen egentlig tit er begyndt langt tidligere som følge af den periode eller hændelse, som har udsat kroppen for fysisk eller psykisk belastning.

I nogle tilfælde kan flere faktorer spille sammen, og da symptomerne også kan skyldes andre former for hårtab eller underliggende sygdomme, er en grundig udredning altid vigtig for at identificere årsagen.

Hvad er symptomerne på telogen effluvium?

Det typiske symptom på telogen effluvium er selve hårtabet, og mange oplever blandt andet:

  • flere hår i børsten eller afløbet
  • øget hårtab, når håret vaskes
  • synligt tyndere og mindre fyldigt hår
  • fornemmelsen af pludseligt hårtab

Vokser håret ud igen efter stress-relateret hårtab (telogen effluvium)?

I langt de fleste tilfælde er telogen effluvium midlertidigt, og håret vil gradvist begynde at vokse tilbage, når den udløsende årsag forsvinder eller behandles, og kroppen genfinder balancen. Det er derfor vigtigt at identificere og få behandlet årsagen. Det kan vores speciallæger i dermatologi (hudlæger) hjælpe med.

Hvordan behandles telogen effluvium?

Behandlingen afhænger af årsagen til hårtabet, men som nævnt vil hårtabet typisk normalisere sig, når kroppen kommer tilbage i balance. Derfor vil man som regel fokusere på at identificere og håndtere den udløsende årsag, men det kan også være relevant at behandle underliggende mangler eller sygdomme. 

PRP (Platelet Rich Plasma) kan imidlertid hjælpe med at understøtte hårets genvækst og skabe bedre forudsætninger for hårets genopretning. Derfor kan PRP-behandling i mange tilfælde også være et oplagt led i behandlingsindsatsen ved telogen effluvium. 

Sådan kan PRP hjælpe ved hårtab

PRP-behandling mod hårtab anvendes ofte ved androgenetisk hårtab (arveligt hårtab), men kan i mange tilfælde også være relevant ved telogen effluvium og stressrelateret hårtab.

Ved PRP-behandling anvendes patientens eget blodplasma, som indeholder vækstfaktorer, der kan bidrage til at stimulere hårsækkene og understøtte hårets vækstfase. PRP-behandling kan således være med til at: 

  • reducere hårtab
  • stimulere hårvækst
  • forbedre hårets tæthed og kvalitet

Hvorvidt behandling med PRP er relevant afhænger dog altid af den konkrete årsag til hårtabet og vurderes individuelt af vores speciallæger i dermatologi.

Specialiseret udredning, grundig rådgivning og skræddersyet behandling 

Oplever du hårtab efter stress, eller er du usikker på, hvad dit hårtab skyldes og ønsker at få afklaret, hvilken behandling, der kan være den rette for dig, står vi klar til at hjælpe.

Vores team af speciallæger og specialister består af nogle af landets mest erfarne fagfolk og førende eksperter inden for hårtab, og med vores mangeårige ekspertise og brede vifte af behandlingsmuligheder kan vi hjælpe med at identificere årsagen til hårtabet og evt. tilrettelægge den mest relevante behandling. 

Behandling af hårtab begynder altid med en konsultation hos en af vores speciallæger i dermatologi (hudlæger), hvor vi blandt andet ser på: 

  • hårtabets mønster og omfang
  • hovedbundens tilstand
  • symptomer og sygdomshistorik
  • eventuelle belastningsfaktorer

Ved behov kan vi supplere med yderligere undersøgelser som eksempelvis blodprøver eller vævsprøver (biopsi).

På baggrund af den samlede vurdering rådgiver vi dig så præcist som muligt og tilrettelægger en individuel behandlingsplan, der giver dig de bedste forudsætninger for at bremse hårtabet og stimulere hårets vækst. 

Hvis der er mulighed for at bremse hårtabet eller understøtte hårvæksten, vil det som hovedregel være en fordel at iværksætte behandling så tidligt som muligt. Vi anbefaler derfor, at du får dit hårtab vurderet, hvis du oplever vedvarende eller pludseligt hårtab.

Book derfor en tid online allerede i dag eller kontakt os på 81904910 og kom ind til en konsultation snarest muligt. 

En mand ligger ned på en klinikstol mens en medarbejder fører et håndholdt diagnostisk apparat tæt på hans hoved, og observerer hårlinjen.