Hvad er modermærkekræft?

Har du et eller flere modermærker, som du er utryg omkring, er det vigtigt at få professionelle øjne på det. På Alba Privathospital er vores hudlæger eksperter i at undersøge hudens pigmenterede forandringer.

Bestil tid allerede i dag og få en professionel vurdering hos en af vores hudlæger.

Hvad er modermærkekræft?

Modermærkekræft er en kræftform, som udgår fra hudens celler, der producerer pigment (melanocytterne). Disse celler ligger overalt i huden. Når melanocytter er tætpakket i et mindre område af huden, danner de tilsammen et modermærke.

I nogle tilfælde kommer modermærkekræft i et eksisterende modermærker og i andre tilfælde opstår modermærkekræft som et forholdsvist nyt modermærke.

Hvorfor får man kræft i et modermærke?

I 9 ud af 10 tilfælde opstår modermærkekræft pga. soldyrkning og svære solskoldninger. Det skyldes skader i cellernes DNA, som får melanocytterne til at vokse uhæmmet.

I få tilfælde skyldes modermærkekræft fejl i generne, som nedarves fra forælder til barn gennem flere slægtled.

Hvor almindeligt er modermærkekræft?

Der konstateres ca. 2250 nye tilfælde af modermærkekræft i Danmark om året (2020). 

Danske kvinder i alderen 15-39 år har desværre på verdensplan den højeste risiko for at udvikle modermærkekræft. Årsagen er for megen udsættelse for UV-stråling fra Solen og solarie i forhold til, hvad vores Skandinaviske hudtype kan klare.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

Nye modermærker samt modermærker, der forandrer sig, skal du være særligt opmærksom på. I de fleste tilfælde sker forandringerne over få måneder. Det kan være, at modermærket vokser i bredden og/eller højden, ændrer form og/eller farve samt at der kommer skorpe eller et sår inde i modermærket.

Det kan også være, at du opdager et modermærke, som ser mærkeligt ud eller skiller sig ud i forhold til dine andre modermærker. Det skal du også reagere på.

Et tidligt stadie af modermærkekræft kan undertiden se helt normalt ud, og symptomerne kan være særdeles sparsomme. Det kan være, at modermærket virker irriteret for eksempel ved, at det klør.

Er du det mindste i tvivl, skal du søge professionel hjælp. Vores hudlæger undersøger modermærket under en særlig ‘modermærke-kikkert’ (et dermatoskop). Vurderer hudlægen, at modermærket bør fjernes, tilbydes du operation. Du kan læse mere om, hvordan screening for modermærkekræft foregår her.

Hvordan stiller hudlægen diagnosen?

Vores hudlæger er eksperter i at undersøge og vurdere modermærker. Det gøres ved hjælp af en særlig modermærke-kikkert (et dermatoskop), som forstørrer modermærket og gør det muligt for hudlægen at undersøge modermærkets pigmentmønster. Et uroligt eller uordnet mønster taler for modermærkekræft.

Vi vil altid tilbyde dig at få fjernet modermærker, der ser suspekte ud.

Hvordan fjernes modermærkekræft?

Er hudlægen det mindste i tvivl, tilbydes du at få fjernet modermærket. Operationen foretages i lokalbedøvelse, så du intet mærker. Dernæst fjernes modermærket kirurgisk med kniv (excision), og huden sys sammen igen.

Modermærket sendes efterfølgende til undersøgelse på laboratorium.

Hudlægens Tip 

Nedenfor finder du vores hudlægers solråd:

  1. Pas på solen, søg skygge og brug solcreme især mellem kl. 12 og 15, hvor solen er kraftigst i sommermånederne. 
  2. Når UV-indekset er over 3 skal du være ekstra opmærksom på solen. På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside kan du downloade en gratis UV-indeks app til din smartphone, som fortæller dig dagens UV-indeks.
  3. Brug en solcreme, som du bryder dig om at få på huden. For lidt solcreme på huden mindsker den beskyttende effekt over for UV-stråling. Derfor er en god solcreme vigtig. 
  4. Din solcreme skal helst have en høj faktor for at beskytte huden bedst muligt. Desto højere faktor, desto bedre beskyttelse overfor UV-stråling. I Danmark er det tilstrækkeligt med en SPF30 i sommermånederne. I sydens sol skal du helst bruge en højere solfaktor, fx SPF50.
  5. Vælg en solcreme, som beskytter overfor både UVA- og UVB-stråling.

Hudlægen kan hjælpe med:

På Alba Privathospital varetager vores hudlæger: 

  • undersøgelse af modermærker
  • screening for modermærkekræft
  • kontrolforløb med årskontrol eller halvårlige kontroller

Tryghedsundersøgelse af modermærker

Et modermærke tjek er en god måde at få ro i sjælen på. På Alba Privathospital har vores hudlæger ekspertisen i at undersøge modermærker. Findes et mistænkeligt modermærke, tilbydes det fjernet.

Læs mere

Kirurgisk fjernelse af hudforandringer ved excision

Kirurgisk fjernelse af gevækster, modermærker, hudkræft eller modermærkekræft. Behandlingen foretages af vores hudlæger, som er eksperter i denne type mindre kirurgiske indgreb.

Læs mere

Tidsbestilling

Du kan nu bestille tid til konsultation online, når det passer dig.