Hvornår er en plet på huden bare en ufarlig plet, og hvornår skal du bestille tid hos en hudlæge? Her får du et overblik over de tegn, du skal være opmærksom på.
De fleste af os har modermærker, fregner eller små hudpletter, som vi ikke rigtig tænker over i hverdagen – og heldigvis er langt størstedelen helt ufarlige. Men nogle gange ændrer huden sig, og så kan det være svært at vide, om man skal reagere eller bare se tiden an.
Derfor er det en god idé at kende de typiske faresignaler på hudforandringer, du bør være ekstra opmærksom på. Ikke fordi du skal bekymre dig unødigt, men fordi en tidlig vurdering gør en stor forskel, hvis der viser sig at være noget, der skal behandles.
Det er værd at understrege, at denne tekst kun er vejledende, og oplever du en mistænkelig plet eller andre former for hudforandringer, er det altid bedst at få det vurderet af en hudlæge.
Den største indikator for, at en plet på huden bør vurderes, er ikke nødvendigvis, hvordan den ser ud, men at den har ændret sig.
Hudkræft og modermærkekræft opstår nemlig ofte, når huden begynder at opføre sig anderledes end før, og derfor er det en god idé jævnligt selv at kaste et blik på huden.
Du skal især reagere, hvis du bemærker, at en plet:
- vokser
- ændrer farve
- ændrer form
- bliver tykkere
- begynder at klø, bløde eller skorpe

Den vigtigste huskeregel: Vær opmærksom på forandringer
Du skal altså ikke nødvendigvis reagere på alle pletter, men på forandringer. Når huden opfører sig anderledes end tidligere, er det på sin vis kroppens måde at gøre opmærksom på sig selv.
Hvad kendetegner et almindeligt modermærke?
Et almindeligt modermærke er ofte harmonisk i formen og har en ensartet farve og en jævn kant. Det er som regel mindre end 6 mm og forbliver uændret over tid, og forestiller du dig, at en linje deler mærket op i midten, vil de to sider typisk ligne hinanden.
ABCDE-huskereglen
Den såkaldte ABCDE-regel er en god guide, når du holder øje med dine modermærker. Den fungerer som en huskeliste over, hvad du skal være opmærksom på:
A: Asymmetry (assymetri)
Den ene halvdel af modermærket ligner ikke den anden.
B: Border (kant)
Ujævne, takkede eller udviskede kanter.
C: Colour (farve)
Der optræder flere farver i samme plet (brun, sort, rød, grå eller blålig).
D: Diameter
Er modermærket større end ca. 6 mm (svarende til enden på en blyant)? Vær dog opmærksom på, at også mindre mærker kan kræve nærmere undersøgelse.
E: Evolution (udvikling)
Vær i det hele taget opmærksom på, om der forekommer ændringer – enten over tid eller mere pludseligt.
Hvis et modermærke vokser eller en eller flere af ovenstående ændringer forekommer, bør det undersøges. Ikke nødvendigvis fordi, at der er tale om noget alvorligt, men fordi kun en fagperson kan vurdere, om der er behov for yderligere undersøgelser eller behandling.
Andre tegn, du bør holde øje med
Da ikke alle problematiske hudforandringer opstår i modermærker, eller viser sig i forbindelse med andre former for eksisterende pletter, er der dog også andre ting, du bør være opmærksom på, hvis du oplever forandringer i huden.
Det kan blandt andet være:
- et sår, der ikke heler efter 3-4 uger
- en ru, skællende plet, der ikke forsvinder
- en perlemorsskinnende knop
- rødme, der langsomt breder sig
- en ny plet (særligt hos voksne efter 30-årsalderen)
Bestil tid hos en hudlæge
Langt de fleste pletter er som nævnt heldigvis ufarlige, men usikkerheden kan fylde meget, så alene derfor kan det være rart at få bekymrende pletter undersøgt ordentligt.
En vurdering hos en hudlæge kan i bedste fald give dig ro i sindet – og hvis det er relevant, afklare behovet for videre undersøgelse og sikre eventuel behandling tidligt i forløbet.
Hvornår bør du få en plet eller et modermærke vurderet hurtigt?
For at være på den sikre side – og fordi en tidlig indsats som sagt kan gøre et eventuelt behandlingsforløb mere enkelt – er der nogle hudforandringer, du bør få tjekket uden at vente for længe. Det gælder især, hvis du oplever, at:
- en plet eller et modermærke bløder spontant
- der opstår hurtig vækst over uger
- der forekommer et farveskift
- du får vedvarende smerte i eller omkring pletten
ALBA Privathospital – tryghed, ekspertise og målrettet behandling
Vores team af hudlæger er eksperter inden for deres felt, og har årelang erfaring i at undersøge både modermærker og andre former for hudforandringer. Derfor kan du være helt tryg ved den rådgivning og behandling, du modtager, og da du samtidig slipper for lange ventetider, kan vi hjælpe dig til at få en afklaring hurtigst muligt.
Bemærker hudlægen et mistænkeligt modermærke, eller er der noget, du selv er bekymret for, finder vi tid til et mindre kirurgisk indgreb, hvor vi under lokalbedøvelse fjerner modermærket/vævet og får det sendt til nærmere undersøgelse.
Bestil tid allerede i dag: Hudlæge | Uden ventetid på Alba Privathospital | Book her



